Katrine Turner

Katrine Turner har arbejdet med bynatur, biodiversitet og økosystemtjenester i over 12 år. Hun er specialist i socio-økologiske systemer med erfaring i naturforvaltning, økosystemer og social forandring.

Som konsulent har Katrines arbejde omfattet mange forskellige aspekter af, at få højere biodiversitet og bedre naturindhold i og omkring vores byer, infrastruktur og bebyggede arealer, formidling af naturen samt at kortlægge biodiversitet i værdikæder og produktionssystemer for virksomheder og organisationer.

Katrine har en ph.d. fra Aarhus Universitet i biologi og agroøkologi med fokus på økosystemtjenester og socio-økologiske systemer, nationalt og globalt. Internationalt har hun arbejdet i en årrække i Afrika, med REDD-baseline (CO2) mapping, community based resource mapping, kvinders adgang til natur og ressourcer, for forsknings- og konsulentorganisationer, hvor hun har bidraget til forskellige projekter inden for bæredygtig naturressourceforvaltning, og social forandring, I Øst-, Vest- og Sydafrika. Derudover har hun arbejdet som guide og formidler i større vilde økosystemer, både i Afrika og herhjemme.

Motivation for at deltage i Det Grønne Ekspertpanel

Grunden til at jeg har valgt at være med i ekspertpanelet er, at der er behov for at kunne tænke bredt og på tværs af fagligheder når man laver et genopretningsprojekt. Langt størstedelen af de projekter der er succesfulde, er det fordi man har inddraget mennesker, og givet dem ejerskab og hjulpet dem med at finde deres plads i projektet og naturen. Hvis det hele bliver trukket ned over hovedet på folk der bor, arbejder eller færdes i naturområderne, bliver det sjældent en succes. Der skal være en stor del af borger og brugerinddragelse, for at skabe et projekt der er bæredygtigt, også i fremtiden. Respekt, problemløsning og kommunikation er vigtige elementer i naturgenopretningsprojekter, det er underordnet om det foregår på vores breddegrader eller på den anden side af kloden.